Haver
Havereglementet gælder for have- og flisearealer, trapper og skure der hører til det enkelte gårdhavehus, i henhold til den indgåede lejeaftale.
Ved indflytning
Overtages havearealerne som de er og forefindes, dog indenfor rammerne af afdelingens havereglement.
I boperioden
Lejeren skal vedligeholde udendørsarealerne i henhold til afdelingens havereglement.
Der er nedsat et haveudvalg, bestående af to medlemmer af Afdelingsbestyrelsen, som 1 gang om året går rundt og tjekker at havereglementet bliver overholdt.
Datoen der blev bestemt er 15. september..
Hvis lejeren ikke overholder havereglementet kan Afdelingsbestyrelsen via administrationen, efter to forudgående skriftlige påtaler, pålægge lejeren at betale for at få arbejdet udført af afdelingens håndværkere.
Ved fraflytning
Lejeren er forpligtet til at betale for manglende vedligehold, såfremt havereglementet ikke er blevet fulgt.
Hækken
- Der må kun anvendes liguster ved fornyelse af hække.
- Lejeren skal vedligeholde deres side af de fælles hække i naboskel, samt begge sider af langs- og tværgående hække mod friarealer med klipning og renholdelse.
- Højden skal som hovedregel være min. ca. 160 cm. og max. ca. 180 cm. Bredden bør være ca. 15 cm i bunden, på begge sider af midten. Dog kan naboerne afvige disse mål, såfremt de er enige om det.
- Beplantning i haven skal have en sådan afstand til hækken at hækken ikke vantrives eller går ud.
- Evt. hegn ved naboskel skal holdes i en afstand af mindst 50 cm. fra midten af hækken. Disse hegn skal monteres sådan at det kan lade sig gøre at klippe hækken.
- Evt. udestuer og pergolaer skal opstilles således at de altid er mindst 50 cm. fra midten af hækken. Hækken skal til enhver tid kunne klippes, og eventuelle sider i udestuer må kun være massive til en højde af 160 cm.
- Hækken skal klippes mindst 1 gang årligt - og senest 15. september.
- Elektrisk hækkeklipper kan lejes ved Ejendomsfunktionærerne.
Beplantning
Der må ikke på havearealerne plantes træer, buske eller anden beplantning, der ved dens højde og bredde kan genere naboerne. Beplantningen må ikke være til gene for vedligeholdelsen af træværk, mur eller andre bygningsdele. Du er som lejer ansvarlig for evt. skader forårsaget af beplantningen.
Flise- og trappearealer
- På køkkensiden skal der, på gangarealet, være almindelige grå fliser max. 50 x 50 cm.
- På havesiden skal der ved fraflytning være et fliseareal på min. 250 x 250 cm.
- Lejeren skal renholde fliser og trapper, så algevækst og begroninger i samlinger undgås.
- Stendræn (afløbet fra skurets tag) skal holdes rent for blade m.m.
- Fællestrapper skal vedligeholdes som ovenfor nævnt, og begge lejere kan drages til ansvar for manglende rengøring/snerydning m.m.
- Lejeren har pligt til snerydning og glatførebekæmpelse på det lejede areal og frem til stien.
- Snerydning skal ske så beskadigelser på omgivelserne undgås.
- Ved glat føre i vinterperioden må der ikke anvendes salt, men kun urea. Spørg evt. ejendomsfunktionæren.
- Ejendomsfunktionærerne står for snerydning og glatførebekæmpelse på brandveje og stier.
Redskaber
Til vedligeholdelsen af din have kan du låne plæneklipper og trillebør, som står i vaskerierne (1 af hver i hvert vaskeri). Ydermere kan du leje en hækklipper ved ejendomsfunktionærerne.
Redskaberne skal altid afleveres hurtigst muligt efter brug – og rengjorte.
Vedligehold
Arealerne skal holdes fri for ukrudt ved lugning, hakning eller lign., idet der ikke må anvendes kemiske bekæmpningsmidler. Gødning af arealerne skal så vidt muligt foregå med naturlige gødningsmidler og med så moderat brug af kunstgødning som muligt.
Haveaffald
Haveaffald kan afleveres på den dertil indrettede plads ved skoven i perioden 1. April til 15. Oktober.
Hegn
Alle hegn mellem husene på køkkensiden, samt hegn ud mod parkeringspladsen og hegn ud mod stien ved skoven – disse hegn vedligeholdes af afdelingen og må ikke males af beboerne.
Hvis man ønsker at opsætte ekstra hegn, kan dette kun ske ved tilladelse fra administrationen. Vedligeholdelse af disse påhviler lejeren.
Evt. havelåge og ekstra hegn på køkkensiden må max. være 160 cm. højt.
Skure
Lejeren har den indvendige vedligeholdelse af skuret i boperioden. Ved utæthed i taget kontaktes ejendomsfunktionæren med henblik på udbedring.
Skuret er beregnet til opbevaring af cykler, legetøj m.v. Da skurene er åbne forneden, må der påregnes vand og fugtighed i perioder.
Afdelingen skal renholde taget samt rense tagafløb og nedløbsrør.
Pergolaer
- En pergola er en åben stolpekonstruktion af træ, som planter vokser op omkring.
- Ønsker du at opstille en pergola, skal du først ansøge om tilladelse hos teknisk afdeling ved administrationen.
- Pergolaen skal opføres efter en tegning, som kan rekvireres hos teknisk afdeling ved administrationen.
- Pergolaen må rejses af lejeren, under iagttagelse af god håndværksskik.
- Hvis lejeren ønsker et tag på pergolaen, skal der ansøges separat om dette hos teknisk afdeling ved administrationen.
Udestuer og Overdækkede terrasser
- Udestuer må kun opstilles efter ansøgning og skriftlig godkendelse fra administrationen. Det til enhver tid gældende byggeregulativ skal overholdes.
- Udestuer og overdækkede terrasser skal altid være placerede mindst 50 cm. fra midten af hæk.
- Udestuer og overdækkede terrasser må ikke kunne beskadige eksisterende byggeri.
- Overdækning af terrasser på havesiden må kun ske med ”Fastlock-tagplader” fra Icopal. Tagpladerne skal være gennemsigtige eller opalhvide.
- Grundarealet må ikke overstige 9,5 m2.
- Sideinddækning (f.eks. flethegn) ved overdækket terrasse må i den massive, uigennemsigtige del ikke være over 160 cm. i højden.
- Det skal til enhver tid være muligt at vedligeholde hæk, selvom der er rejst en udestue eller en pergola.
- Evt. demontering for at kunne komme til at vedligeholde eksisterende byggeri, sker for lejerens regning og risiko.
Vedr. forsikring af pergolaer, udestuer og overdækkede terrasser:
Via afdelingens bygningsforsikring er disse bygningsværker kun brandforsikrede.
Glas er ikke dækket, da der ikke er tegnet glasforsikring.
Bygningsværkerne er ikke dækket af afdelingens forsikring ved anden bygningsbeskadigelse (som f.eks. storm og vandskade).
Markiser ved køkkensiden
Der må monteres markiser på køkkensiden, efter forudgående ansøgning og skriftlig godkendelse hos teknisk afdeling ved administrationen.
Fodring af fugle
Det er ikke tilladt af fodre fugle i afd. 32 hverken på foderbræt i foderhuse eller på jorden.
Der må ikke placeres madrester og andet affald på afdelingens udearealer, da dette tiltrækker fugle, rotter og andre skadedyr. Derfor må du heller ikke fodre vilde fugle og dyr. Det er heller ikke tilladt at bruge et fuglebræt eller foderhus da det har vist sig at tiltrække råger i massevis.
Trampoliner
Trampoliner i haverne i afd. 32 er ikke tilladt, da det har vist sig at medfører store gener for naboerne.
Udvidelse af have-arealerne
Såfremt haven ikke er udvidet til det maximale kan man henvende sig til ejendomsfunktionærerne for at få udvidet haven i længden.
Lejeren vil derefter få afstukket udvidelsen af ejendomsfunktionærerne, hvis en udvidelse er mulig.
Udvidelsen sker for beboerens regning og skal ikke reetableres.
Kriterier for udvidelser
Alle haver kan udvides med 3 meter, med følgende undtagelser:
- Gård 1 (Lyserød) Syd (nr. 47-51): Ingen udvidelser pga. sti.
- Gård 1 (Lyserød) Nord (nr. 63-73): Kun 1,5 meter pga. p-pladsen.
- Gård 1 (Lyserød) Vest (nr. 53-61): Kun 1,5 meter pga. telefonkabler.
- Gård 2 (Blå) Øst (nr. 209-221): Ingen udvidelser pga. brandvej.
- Gård 2 (Blå) Nord (nr. 253-261): Ingen udvidelser pga. sti.
- Gård 3 (Rød) Nord (nr. 267 og 269): Kun 2 meter.
- Gård 3 (Rød) Syd (nr. 287): Kun trekantsudvidelse.
- Gård 3 (Rød) Vest (nr. 289): Kun trekantudvidelse.
- Gård 4 (Gul) Nord (nr. 75-81): Kun 2 meter.
- Gård 5 (Grøn) Syd (nr. 131 og 133): Kun 2 meter.
- Gård 6 (Lilla) Nord (nr. 161-171): Kun 2 meter.
- Gård 6 (Lilla) Syd (nr. 187-195): Ingen udvidelse pga. p-plads.
Der kan i enkelte tilfælde dispenseres til en større udvidelse. Udvidelsen vil så ske i samarbejde med bestyrelsen og administrationen. Denne udvidelse vil stadig være på beboerens regning og skal ikke retableres.
Senest godkendt på afdelingsmøde september 2021