Husorden
Use Google Translate if you don't understand danish. Often you can just right click on the webpage.
Almindelige bestemmelser
Det er i alles interesse, at vi gensidigt bidrager til ro og orden i afdelingen. Oplever du eventuelle overtrædelser af reglerne, skal du kontakte juridisk afdeling ved Boligkontoret Århus på tlf.: 87 39 39 39. Overtrædelser af ordensreglerne kan medføre, at lejekontrakten opsiges.
Hensyn til dine naboer
Vi bor tæt i afdelingen, så vis hensyn til dine naboer. Med sund fornuft og indlevelse kan du selv vurdere, om du forstyrrer eller generer dine omgivelser. Er du i tvivl, om du generer eller forstyrrer dine naboer, så tag en høflig snak med dem og spørg.
I forhold til støj har vi dog nogle konkrete regler i afdelingen:
- Brug af radio, fjernsyn, musikanlæg, musikinstrumenter, maskiner (f.eks. vaskemaskiner, opvaskemaskiner, støvsugere) og anden støjende adfærd skal ske under hensyntagen til dine naboer.
- Du må bruge støjende værktøj og maskiner ude som inde i følgende tidsrum:
- mandag til torsdag mellem kl. 07-19
- fredag mellem kl. 07-20
- lørdag mellem kl. 8-20
- søn- og helligdage mellem kl. 8-19
- Uden for de angivne tidspunkter oven for skal du udvise særlige hensyn, så afdelingens øvrige beboeres ønske om nattero og rolige morgener i weekenden bliver respekteret.
- Du må ikke spille høj musik for åbne vinduer eller døre.
- Generelt bør du undgå støjende adfærd i form af f.eks. høj tale eller råb i både bolig og på fællesarealer.
Skal du f.eks. holde fest eller støje med værktøj, så tal eventuelt først med dine nærmeste naboer eller informer dem med et brev eller opslag. Bliver du selv generet eller forstyrret, så kontakt høfligt den, der støjer.
Ønsker du at klage over støj i afdelingen, kan du indgive klage til Boligkontoret Århus administration.
Vindspil
Det er forbudt at hænge vindspil på altaner og i gårdhaver.
Affald
- Du skal komme dit restaffald i affaldsposer og binde knude på af hygiejniske grunde. Skraldeposer skal du komme i de store skraldespande, der er ved siden af opbevaringsskuret under trappen ved din lejlighed.
- Du må ikke placere madrester og andet affald på trapper, reposer og på afdelingens udearealer – det tiltrækker fugle, rotter og andre skadedyr. Derfor må du heller ikke fodre vilde fugle og dyr.
- I afdelingen er der placeret store skraldespande til genbrug af glas/plast/metal og til papir og mindre papmateriale. Vejledningen til, hvad der må komme i disse, findes på selve skraldespandene og på indersiden af lågene.
- Undgå at overfylde containeren på p-pladsen – det koster os alle ekstra. Er containeren fuld, kan du stille storskrald i plastiksække ved siden af. Du må ikke komme restaffald i containeren!
- Papkasser skæres i stykker eller foldes sammen og lægges i affaldscontaineren.
- Du kan aflevere stort affald og specialskrald ved containeren eller aflevere det på en genbrugsstation. Du må ikke stille madaffald og madrester ved containeren!
- Haveaffald skal du komme på kompostbunken i hjørnet ved fællesplænen/nærhaverne eller køre på genbrugsstationen. Er komposten fyldt, så kontakt vores ejendomsfunktionær.
- Ejendomsfunktionærens åbningstider er mandag-fredag mellem kl. 07:30-08:00 på Skelagervej 210 ved vaskehuset.
- Tøj til genbrug skal du aflevere hos en genbrugsbutik, på en genbrugsstation eller i en af tøjindsamlingscontainerne ved f.eks. Føtex.
Altaner
Til alle 1. sals-boliger hører en altan.
Altankasser og andet, du hænger på din altan, skal være skruet/bundet forsvarligt fast, så der ikke er nedfaldsfare. Du må gerne tørre tøj og lufte sengetøj på altanen, hvis det ikke er til gene for andre beboere.
Vis hensyn til dine naboer og underboer ved at orientere dig, om der er nogen i nærheden, inden du banker tæpper o. lign. fra vinduer, have, terrasse, altan og repos. Der henstilles til, at du dækker af på altanens bund af hensyn til sin underbo.
Antenner
Kontakt administrationen, hvis du ønsker at sætte antenne eller parabol op.
Fællesområder
Barnevogne, cykler, knallerter, indkøbsvogne, legeredskaber m.v. må kun stå på de pladser eller i de rum, der er indrettet til det. Du må ikke parkere og efterlade cykler, knallerter, indkøbsvogne, legeredskaber m.v. under trappen eller på reposen i længere tid ad gangen. Cykelskurene er i de røde aflange bygninger, der ligger i begge ender af afdelingen. Du må kun parkere biler og motorcykler på afdelingens parkeringsplads. Du må ikke parkere campingvogne, trailere, uindregistrerede køretøjer eller køretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg i afdelingen.
Grill på fællesarealer skal ske så langt fra lejlighederne, at du ikke generer andre. Der er opsat en grill-kumme på fællesplænen. Risten hertil kan du hente i redskabsskuret. Husk at sætte den på plads efter afkøling. Vis også hensyn til andre, hvis du griller i egen have eller på altan. Vis hensyn til dine naboer og overboer ved at orientere dig, om der er nogen i nærheden eller f.eks. vasketøj ude på altanen.
Bord-/bænkesæt skal stilles tilbage på deres faste pladser, hvis du har flyttet dem.
Husdyr
Se afdelingens ordensreglement for husdyr.
Opbevaringsrum
Der hører et opbevaringsrum til hvert lejemål mellem boliger, der deler indgangsparti. Opbevaringsrum skal være aflåst.
Vaskeri
Du skal gøre rent efter dig, når du har brugt vaskeriet. Tør maskinerne af efter brug, rengør bord og vask, og hæng kludene, så de kan tørre. Har du kommentarer eller spørgsmål til rengøringen, skal du kontakte vores ejendomsfunktionær.
Overhold dine reservationstider. Instrukser for brug af vaskeriet hænger på opslagstavlen i vaskeriet. Yderligere information om brik og login via Internettet kan fås hos Boligkontoret Århus administrationen.
Tør dit tøj i tørretumbler, i din have, på din altan eller på tørrestativet ved p-pladsen.
Haveregulativ
Skån de grønne anlæg. Vi vil alle vil gerne bo i et pænt kvarter.
Boligforeningen har gjort sit til at skabe en god bebyggelse, og hvis vi som beboere dagligt vil gøre vores til at værne om beplantninger og anlæg, kan vi fortsat have en pæn bebyggelse til glæde og gavn for os alle.
Til alle stuelejligheder hører en have.
Dette stykke have skal vedligeholdes af dig som lejer. Arealerne skal holdes ryddelige og hække holdes velklippede. Hække skal klippes mindst en gang årligt og må ikke gro ud på gangarealerne i afdelingen. De må ikke være højere end 180 cm. Der skal i alle hække være en indgang på mindst 70cm, så ejendomsfunktionær og håndværkere kan få let adgang til bygningen. Hække skal være klippet senest den 15. august hvert år.
Vedligeholdes have, hæk og hegn ikke, kan det få konsekvenser for lejeforholdet.
Arealerne skal holdes fri for ukrudt ved hakning eller lignende, idet der ikke må anvendes kemiske bekæmpelsesmidler eller ukrudtsbrænder. Gødning af arealerne skal foregå med naturlige gødningsmidler
Beplantning
Der må ikke plantes træer, buske eller anden beplantning på havearealerne, der ved deres højde og bredde kan genere de andre lejere. Beplantning må ikke være til skade for træværk, mure eller andre bygningsdele. Du er som lejer ansvarlig for eventuelle skader forårsaget heraf.
Hegn
Hører der hegn til haven, skal dette vedligeholdes jævnligt enten ved at male, afvaske for alger/snavs jævnligt og ved at reparere, hvis det er gået i stykker. Opsætning af hegn kan kun ske med tilladelse fra administrationen. Vedligeholdelse heraf påhviler lejeren. Hegn må ikke være højere end 180 cm.
Haveredskaber
Til brug for vedligeholdelse af din have kan du låne redskaber af afdelingen. Redskabsskur forefindes i det store røde skur over for nr. 206.
Afdelingsbestyrelsen kan oplyse dig mere om hvor og hvordan. Redskaberne skal altid afleveres rengjorte tilbage hurtigst muligt efter brug.
Vinterforanstaltninger
Ejendomsfunktionæren rydder om vinteren sne på de fælles gangarealer. Alle trapper og indgangspartier skal ryddes af beboerne omkring dem. Aftal eventuelt med de andre beboere omkring dig, hvem, der rydder sne, og hvornår. Spørg ejendomsfunktionæren eller afdelingsbestyrelsen vedrørende glatførebekæmpelse, hvis du er i tvivl.
Tekniske installationer
Ønsker du at installere opvaskemaskine, vaskemaskine eller tørretumbler, skal du ansøge skriftligt hos administrationen.
Diverse
Kontakt afdelingsbestyrelsen, hvis du har spørgsmål.
Ud over de anførte punkter i dette regulativ, gælder disse regler for vedligeholdelse i boperioden og istandsættelse ved fraflytning samt eventuelt afdelingens egne retningslinjer/vejledninger gældende som supplement.
Senest godkendt på afdelingsmødet 16. september 2024