Vedligeholdelse
(KOPI 1)
A-ordningen - kort fortalt
Din afdeling følger den såkaldte A-ordning for vedligehold. Her er den helt korte version:
Med A-ordningen skal du selv betale for almindelige indvendige vedligehold i boperioden. Du skal også betale for den såkaldte ”normalistandsættelse”, når du flytter. Dvs. maling og grundig rengøring af boligen. Du kan gøre det selv, eller du kan betale dig fra det
A-ordningen har den fordel, at afdelingen gradvist overtager udgiften til normalistandsættelsen med 2 % om måneden her i afdeling 54.
GENERELT
Vedligeholdelsesreglementet træder i stedet for eller supplerer de bestemmelser om vedligeholdelse og istandsættelse, som står i lejekontrakten. Ordlyden i vedligeholdelsesreglementet har dog altid forrang for lejekontrakten.
Beboerklagenævn
Uenighed om henholdsvis udlejerens og lejerens opfyldelse af pligten til at vedligeholde og istandsætte boligen kan indbringes for beboerklagenævnet af begge parter.
OVERTAGELSE AF BOLIGEN VED INDFLYTNING
Boligens stand
Boligen står ved lejens begyndelse til rådighed i god og forsvarlig stand. Vægge og lofter er nyistandsatte. Øvrige bygningsdele kan ikke forventes nyistandsatte.
Syn ved indflytning
Ved lejens begyndelse laver udlejeren et indflytningssyn. Her konstaterer man, om boligens stand er i overensstemmelse med den gældende standard i afdelingen og for denne type bolig. Lejeren indkaldes til synet.
Indflytningsrapport
Ved indflytningssynet udarbejder udlejeren en indflytningsrapport, hvor lejeren kan få indføjet bemærkninger. Lejer får en kopi af indflytningsrapporten ved synet eller senest 14 dage efter, hvis lejer ikke er tilstede ved synet eller ikke vil kvittere for modtagelsen af rapporten.
Fejl, skader og mangler skal påtales inden 2 uger
Hvis lejeren ved overtagelsen konstaterer fejl, skader og mangler, skal lejeren senest to uger efter lejemålets begyndelse skriftligt påtale dem over for udlejeren.
Udlejeren kan vurdere, at en eller flere af de påtalte fejl, skader og mangler er uvæsentlige og derfor ikke skal udbedres. Lejeren hæfter ikke for sådanne fejl, skader og mangler ved fraflytning.
VEDLIGEHOLDELSE I BOPERIODEN
Lejerens vedligeholdelsespligt
Lejeren sørger for boligens indvendige vedligeholdelse med maling, tapetsering og gulvbehandling. Lejeren betaler alle udgifter i forbindelse med den vedligeholdelse.
Lejeren skal vedligeholde så ofte, at boligen ikke forringes udover almindeligt slid og ælde.
Udlejerens vedligeholdelsespligt
Udlejer skal holde ejendommen og det lejede forsvarligt ved lige.
Udlejeren vedligeholder og foretager nødvendig udskiftning af ruder, vandhaner, gashaner, elafbrydere, wc-kummer, cisterner, vaskekummer, badekar, køleskabe, komfurer, vaskemaskiner og lignende, der er installeret af udlejeren eller af en lejer som led i dennes råderet.
Udlejer sørger for vedligeholdelse og nødvendig fornyelse af låse og nøgler i yderdør og bad-/toiletdør. Udlejer betaler alle udgifter i den forbindelse.
Udlejer kan foretage indvendig vedligeholdelse i boligerne ud over det, der fremgår af dette afsnit.
Misligholdelse
Lejeren hæfter for skader som følge af fejlagtig brug, fejlagtig vedligeholdelse eller uforsvarlig adfærd af lejeren, medlemmer af husstanden eller andre, som lejeren har givet adgang til boligen.
Anmeldelse af skader
Opstår der skader i eller omkring boligen, skal lejeren straks meddele det til udlejeren. Hvis udlejer ikke får besked, hæfter lejeren for de merudgifter, som måtte følge af den manglende anmeldelse.
SÆRLIG UDVENDIG VEDLIGEHOLDELSE
Lejer er forpligtet til at deltage i fælles vedligeholdelse af afdelingens udearealer, det vil sige græsslåning, ukrudtsbekæmpelse, hækklipning, fejning samt snerydning og glatførebekæmpelse.
Lejeren er pligtig til at deltage i rengøring af indvendige fællesarealer til den vedtagne turnusplan.
Haveregler mv. - se afdelingens husorden
VED FRAFLYTNING
Normalistandsættelse ved fraflytning
Ved fraflytning udføres normalistandsættelse, der omfatter nødvendig:
- hvidtning eller maling af lofter og overvægge
- maling eller tapetsering af vægge
- rengøring, herunder efter håndværkere
Eventuel afrensning af gammelt tapet før ny tapetsering betales af udleje-ren, medmindre opsætningen ikke er udført fagligt forsvarligt, eller lejeren har udført anden vægbehandling end foreskrevet nedenfor.
Lejeren betaler udgifterne til normalistandsættelsen, men udlejer overtager gradvist denne udgift med 2% pr. måned - regnet fra lejens begyndelse og til dets ophør.
Misligholdelse
Lejeren betaler alle udgifter til istandsættelsen som følge af misligholdelse.
Misligholdelse er, når boligen eller dele af den er forringet eller skadet som følge af fejlagtig brug, fejlagtig vedligeholdelse eller uforsvarlig adfærd af lejeren, medlemmer af husstanden eller andre, som lejeren har givet adgang til boligen.
Ekstraordinær rengøring
Hvis der er behov for ekstraordinær rengøring af hårde hvidevarer, inventar, sanitetsgenstande mv., regnes det også som misligholdelse.
Undladelse af normalistandsættelse
Normalistandsættelse kan undlades for bygningsoverflader, som ved fraflytningssynet fremtræder håndværksmæssigt forsvarligt nyistandsat.
Istandsættelsesperioden
Af hensyn til istandsættelsen skal lejer flytte fra boligen i ryddeliggjort stand 14 dage før lejeforholdets ophør.
Fraflytteren skal desuden rette sig efter boligorganisationens nærmere anvisninger herom, ligesom fraflytteren afholder den fulde boligudgift mv. i perioden.
Syn ved fraflytning
Udlejeren foretager syn af boligen senest 2 uger efter at være bekendt med, at fraflytningen har fundet sted. Lejeren indkaldes skriftligt til synet med mindst 1 uges varsel.
Fraflytningsrapport
Ved synet udarbejder udlejeren en fraflytningsrapport. Her fremgår det, hvilke istandsættelsesarbejder, der skal udføres som normalistandsættelse, hvad der er misligholdelse og hvad, der betales af udlejeren.
Lejer får en kopi af fraflytningsrapporten ved synet, eller senest 14 dage efter, hvis lejer ikke er tilstede ved synet eller ikke vil kvittere for modtagelsen af rapporten.
Oplysning om istandsættelsesudgifter
Senest 14 dage efter synsdatoen får lejeren skriftlig besked om den anslåede udgift til istandsættelsen og lejerens andel heraf, opdelt på normalistandsættelse og eventuel misligholdelse.
Endelig opgørelse
Udlejeren sender den endelige opgørelse over istandsættelsesudgifterne til lejeren snarest muligt med angivelse af, hvilke istandsættelsesarbejder, der er udført, hvad de har kostet, og hvordan lejerens andel af udgifterne er beregnet. Istandsættelsesarbejde som følge af misligholdelse specificeres.
I den endelige opgørelse kan lejerens andel af eventuelle overskridelser ikke overstige 10% i forhold til den først anslåede istandsættelsesudgift.
Arbejdets udførelse
Istandsættelsesarbejdet udføres på udlejerens foranledning.
Istandsættelse ved bytning
Ved bytte af boliger gælder samme bestemmelser som ved øvrige fraflytninger.
SÆRLIGE REGLER - INDVENDIG VEDLIGEHOLDELSE
Stuer, værelser og entré
Vægge i stuer, værelser og entré er ved indflytningen tapetseret og malet med nyopsat rutex eller eksisterende rutex. Vægge kan vedligeholdes med dækkende plastvægmaling af god kvalitet. Hessian kan ikke accepteres og betragtes som mislighold. Glasvæv, strukturtapet, struktur puds/maling og træpaneler kan accepteres efter skriftlig aftale med administrationen. Lofter behandles med dækkende plastmaling af god kvalitet (glans 5).
Køkken
Rutextapet eller malet rutextapet males med plastmaling af god kvalitet (glans 20). Maling af glasvæv foretages med vævsfylder og plastmaling af god kvalitet (glans 20). Lofter behandles med dækkende plastmaling af god kvalitet (glans 5).
Badeværelse
Vægge behandles med specialplastvægmaling til vådrum med glat overflade til afvaskning (glans 25).
Vandskurede vægge og vægge med eksisterende glasvæv skal malerbehandles med dækkende plastmaling af god kvalitet (glans 25).
Lofter behandles med dækkende plastmaling af god kvalitet (glans 5).
Vær opmærksom på at valg af maling i ikke-dækkende kvalitet kan medføre ekstraudgifter i forbindelse med fraflytning.
Træværk
Naturtræsdøre vaskes. Akrylmaling på vandbasis af god kvalitet.
Inventar
Køkkenskabe gøres rene.
Gulve
Trægulve tørres af med hårdt opvredet klud. Brug kun vand med sæbespåner. Gulvet lakeres med mat, vandbaseret lak. Kontakt først administrationen, hvis du ønsker du at lakere gulvet.
Gulve med vinyl rengøres i vand med opvaskemiddel eller plejemiddel.
Uglaserede klinker rengøres i vand med sæbespåner eller brun sæbe.
Korkgulve behandles som trægulve.
Gulve belagt med linoleum rengøres med specielt rengørings-/plejemiddel (ikke sulfo).
Vægfliser og sanitet
Afkalkes jævnligt med gængse afkalkningsmidler.
STANDARD FOR VEDLIGEHOLDELSESSTAND VED OVERTAGELSEN
Boligens standard ved lejemålets begyndelse
Når lejerens overtager boligen, fremtræder lofter og vægge nyistandsatte. Træværk, inventar, tekniske installationer og gulve vil kun være istandsat, hvis udlejeren har fundet behov for det.
Genudlejning er genbrug. Indflytteren må derfor acceptere, at boligen, herunder træværk, inventar, tekniske installationer og gulve, bærer præg af det slid, der må anses for rimeligt i forhold til boligens alder. Der kan ikke stilles særlige krav til farvevalg. Indflytter må acceptere, at der på malet træværk og inventar kan være anvendt farver, der ikke nødvendigvis falder i tilflytterens smag.
Godkendt i forbindelse med fusionen 1. januar 2012