Sådan gør du rent
Kort om istandsættelse af boligen (A-ordning)
- gælder alle boliger undtagen afdeling 71, Damgårdstoften i Mårslet
Boligen skal ”normalistandsættes” ved flytning. Det betyder kort fortalt, at vægge og lofter skal males professionelt. A-ordningen har den fordel, at afdelingen gradvist overtager udgiften til istandsættelsen. Denne ”opsparing” får du kun glæde af, hvis du lader afdelingens maler udføre arbejdet. Du skal altid betale for 14 dages leje udover opsigelsesperioden, hvor håndværkere råder over boligen.
Hvis du bor i afdeling 71, Damgårdstoften
Afdelingen har B-ordning. Det betyder, at boligen ikke skal istandsættes, når du flytter – medmindre der er mislighold. Den nye lejer overtager boligen som den er sammen med saldoen på vedligeholdelseskontoen, som tilhører boligen. Når du har opsagt boligen, så kan du ikke bruge denne konto.
- Find de fulde retningslinjer på din afdelings hjemmeside under Beboermappe - Vedligeholdelse
- Læs mere om normalistandsættelse her.
RENGØRING
Er du i tvivl om noget, så kontakt ejendomsfunktionæren i din afdeling.
Følgende rengøring skal være foretaget ved fraflytning og inden fraflytningssyn, hvorefter Boligkontoret Århus foretager normal istandsættelse.
• Lofter og vægge skal alle overflader støvsuges disse for spindelvæv og støv.
• Når det gælder træværk afvaskes/aftørres disse med sæbevand således, at de er klar til malerbehandling.
• Stikkontakter og rosetter skal vaskes af for fingersnask og skidt. Eventuelt kan de aftørres med sprit, da elinstallationer ikke må udsættes for (for meget) vand.
• Hvis man i bo-perioden er kommet til at male ud på stikkontakter, rosetter, ruder og øvrig træværk, skal malingen renses af.
• Lakerede gulve støvsuges og vaskes med almindeligt sæbevand. Hvis der er områder, som er meget beskidte, kan det være nødvendigt at vaske det flere gange. Undgå at ridse gulvet ved at bruge skuresvampe eller lignende til det fastsiddende snavs.
• Ubehandlede gulve vaskes grundigt og eventuelt ad flere omgange med sæbespåner i vandet.
• Linoleumsgulve kan rengøres almindeligt universalrengøringsmiddel, men er det gammelt og medtaget kan man give det det noget nyt liv ved at påføre det en speciel plejende linoliesæbe, som kan købes i malerforretninger. Den skjuler også mindre ridser, hvis de ikke er for dybe.
• Stengulve/ klinkegulve rengøres med brun sæbe, og kan eventuelt behandles med en stenolie som hindrer snavs i at trænge ned i gulvet.
• Alle dørgreb rengøres for fingersnask og eventuelle malerpletter.
• Karme inkl. vinduesfalse og rammer på vinduer vaskes af med universalrengøringsmiddel eller grundrens. Hvor du kan nå, og hvor der er vendbare vinduer, skal du pudse vinduesglas ude og inde umiddelbart før fraflytning.
• Radiatorer rengøres ned mellem lameller og bagved med støvsugning og kost. Fronten vaskes af, sammen med de flader man kan komme til inkl. radiator termostat.
• Har lejemålet udsugnings- eller ventilationsanlæg, skal alle udsugnings- og indblæsningsventiler være rengjorte for støv og snavs.
• Har lejemålet garderobeskabe skal disse være aftørret ud- og indvendigt.
• Eventuelle opsatte klistermærker skal være fjernet.
• Lejemålets pulter- eller depotrum skal være tømt.
• Samtlige søm, skruer, rawplugs, beslag m.m. fjernes fra loft, vægge og træværk, men huller må ikke spartles.
• Evt. terrasse/altan afleveres i pæn stand – og evt. algebelægning fjernes
Køkken
• Generelt er køkkenet det mest beskidte rum i huset. Der er mange kringelkroge hvor det er svært at komme til at gøre rent, og madosen fedter overfladerne ind så støvet kan sætte sig godt fast.
• Efter en generel hovedrengøring af køkkenet, er der nogle områder som skal have ekstra opmærksomhed i rengøringen.
• Bordpladen skal rengøres grundigt.
• Overgangen mellem bordplade og væg skal man være opmærksom på under rengøringen, samt på undersiden af overskabe og undersiden af bordpladeforkanten. Der kan sidde mange gode ting.
• Køkkenvask og vandhane skal rengøres for kalk.
• Rengør alle skuffer i køkkenskabe grundigt og sørg for at rengøre under bestikskuffens plastikindsats.
• Rengør alle skabe indvendigt, alle hylder og alle låger inkl. greb.
• Underskabet under køkkenvasken er som regel meget beskidt, så det skal der sættes ekstra tid af til.
• Husk at gøre rent oven på overskabene og på siden af de underskabe der står ved siden af komfuret, og hører der et fritstående komfur til lejemålet, skal det altid trækkes ud, og gøre rent bagved det inkl. skabssider og gulvet. Husk også skuffen til riste og pander i skuffen under det.
• Hvis bradepander og rist (riste) er beskidte og det sidder fast, kan man få dem rene ved at lægge pladerne i en stor plastpose sammen med en flaske salmiakspiritus, hvor proppen er skruet af. Lad dem stå et døgns tid, så skulle dampene fra salmiakken gerne have løsnet det fastsiddende skidt. Du kan også få dem rene, hvis din ovn har pyrolyse program.
• Hører der en keramisk kogeplade til lejemålet, skal kan kalkrester som regel fjernes med et skarpt barberblad, hvis det ikke kan skures af.
• Hører der en emhætte/emfang til lejemålet, skal filtret fra emhætte/emfang renses, og dette gøres nemmest ved at komme det i opvaskemaskinen.
• Hører der et køle/fryseskab til lejemålet, skal det rengøres med klorin for at være sikker på at alle bakterier bliver dræbt. Fryseren afrimes. Hvis køleskabet slukkes, skal dørene stå på klem.
• Hører der en opvaskemaskine til lejemålet, skal den rengøres og afkalkes efter producentens anvisninger.
Badeværelse
• Generelt for badeværelset er at det skal rengøres for kalk som har sat sig fast i bo-perioden.
• Alle gulv- og vægfliser skal rengøres for kalk over det hele, med kalkfjerner eller fortyndet eddikesyre. Skurecreme kan også benyttes til meget fastsiddende pletter af kalk. Er der kommet lidt skimmelsvamp i hjørnefugerne, kan de vaskes af med klorin.
• Toilettet skal rengøres for kalk og skidt. Fastsiddende kalk fjernes med afkalker af en art. Hvis vandlåsen ikke er til at rense kan man sætte den i blød med en rensetablet fra opvaskemaskinen.
• Har lejemålet et badekar eller en bruseniche skal det rengøres for kalk, og er der et badekar med en aftagelig frontplade, skal der være rengjort under badekarret.
• Gulvafløbet og risten skal være rengjort.
• Spejl skal pudses, og spejlhylde eller skab skal være rengjort.
• Det samme gælder for håndvask, vandhane, brusearmatur, bruseslange og brusehoved som ligeledes skal rengøres for kalk og snavs.
• Hører der en vaskemaskine til lejemålet, skal den renses med afkalker ved at køre et program igennem med tom maskine, således at kalkaflejringer inde i maskinen kommer ud.
Haver
• Hører der en have til lejemålet, skal du:
• Fjerne alt ukrudt i haven, inkl. ukrudt i og under hække, på alle flisearealer.
• Hæk og hegn/plankeværk skal være vedligeholdt jf. afdelingens regulativer.
Mangelfuld rengøring
• Boligkontoret Århus har lavet EU udbud på rengøring i flyttelejemål, hvilket betyder lave timepriser. Men det er ikke ensbetydende med lave regninger, hvis et flytte lejemål skal rengøres overalt!
• Et eksempel på det er en rengøring i 2021 af en 2 rums bolig på 60 m², der kostede 3.345 kr. for afkalkning af badeværelse, rengøring under badekar, rengøring af emfang, alle skuffe- og lågefronter, ind- og udvendigt i skabe, sokler på køkkenskabe, køkkenvask og armatur, pudsning af vinduer, rengøring af komfur, ovn og køle/fryseskab.
Overdragelse af genstande
Har du lavet en overdragelseserklæring mellem dig og ny indflytter, skal følgende fjernes fra boligen, hvis der skal foretages gulvbehandling og normal istandsættelse (maling af vægge- og lofter):
• Gardinstænger, gardiner og persienner
• Gulvtæpper og evt. tape
• Garderobeskabe
• Egne hvidevarer